Frihandel og handelsaftaler 

Denne artikel handler om, hvorfor landene ikke er har de samme vilkår, når de handler med hinanden. Der er mange tekniske ord, og derfor finder du ordforklaringer i listen i bunden af siden. 

Når firmaer og lande rundt om i verden handler med hinanden, er der en masse forskellige regler de skal overholde. Nogen af reglerne er aftalt i det, der hedder WTO, World Trade Organization, verdenshandelsorganisationen. Andre regler er fastsat af EU, den Europæiske Union. Danmark er med begge steder og skal derfor overholde de regler, der er aftalt. Og de regler kan betyde, at det er svært for fx tøjproducenter i Afrika og andre lande i det man kalder det Globale Syd at sælge deres varer til lande i det Globale Nord.   

Hvad er frihandel, og hvorfor er det svært at sælge til EU?  

Når lande gerne vil handle med hinanden, er det blandt andet fordi handel kan bidrage til, at landet bliver rigere og at befolkningen får bedre levevilkår, men den måde den internationale handel er indrettet på er ikke en fordel for landene i det Globale Syd.  

EU og det globale handelssystem i WTO bygger på det, der kaldes frihandel. Det er en ide om, at der kan skabes et globalt, frit og lige marked, som giver økonomisk fremgang for alle. For at det kan ske er det nødvendigt, at alle lande har de samme vilkår og lige muligheder for at deltage i det globale handelssystem. 

Men den ulighed, der er i verden og den økonomiske kløft mellem landene i Nord og Syd betyder, at landene i Nord har langt bedre vilkår end landene i syd. Det er de stærke lande i Nord, der har den største magt til at lave reglerne i de forskellige aftaler om handel mellem landene.  

I WTO kan lande eller grupper af lande lave handelsaftaler med hinanden. Det er aftaler, der sætter rammerne for, hvordan deres handel med hinanden skal foregå. Det kan give mange fordele for de lande, som er med i aftalerne.  

På den ene side kan WTO på den måde sørge for at landene får bedre handelsbetingelser, men på den anden side bliver organisationen også kritiseret for i alt for høj grad at varetage de rige landes interesser på bekostning af de fattige. 

Derfor er ideen om fri handel en myte. Et eksempel er EUs støtte til landbruget. Når EU giver penge til landmændene i EU, kan de sælge deres varer udenfor EU til en pris, der er lavere end det, det koster at producere dem. Samtidig er lande i det Globale Syd blevet tvunget til at fjerne samme slags ordninger i deres lande. Ifølge Verdensbanken bruger EU og USA 380 milliarder dollars på landbrugsstøtte hvert år. Det betyder, at det globale marked oversvømmes af billige varer, som udkonkurrerer bønder i det Globale Syd. 

Tekniske handelshindringer 

En handelshindring er et indgreb over for fri handel mellem lande – en hindring for at man frit kan udveksle varer. Nogle lande indfører handelshindringer for at beskytte deres egen industri mod konkurrence fra andre land. Men det kan også dreje sig om at give tilskud til at landets virksomheder kan eksportere varer. 

Told, som er en skat, der lægges på importerede varer, er den mest udbredte handelshindring. Tolden fungerer på den måde, at den sikrer at forskellen på varer producerede i for eksempel et afrikansk land, med lavere råvarepriser og lønninger, ikke er markant billigere end varer produceret i EU. Altså er tolden med til at mindske prisforskellen på EU producerede og ikke-EU producerede varer. 

Men beskatning på varer, varekrav og standarder kan også fungere, som det man kalder for tekniske handelshindringer. For at gøre det sværere for andre landes varer, kan et land også kræve importlicenser, kvoter, valutakontrol eller i ekstreme tilfælde importforbud. De såkaldte ikke-toldmæssige barrierer er en mere skjult form for diskrimination af importvarer; varerne udsættes fx for særlige test, inden de kan sælges på det indenlandske marked.  

Men told, produktionsstøtte og importrestriktioner kan være nødvendige for, at industrierne i det glbale Syd kan vokse sig stærke og tage konkurrencen op med landene i det Globale Nord. Afrikas tekstilindustri er et eksempel. Der var engang en stor tekstilindustri på det afrikanske kontinent, men i takt med at landene i Afrika blev tvunget til at fjerne tekniske handelshindringer blev de afrikanske lande oversvømmet af billige tekstiler fra Asien, som udkonkurrerede den afrikanske tekstilindustri. Fx bliver den traditionelle østafrikanske kanga for det meste produceret i Asien. 

Certificering 

Mange mennesker vil gerne være sikre på, at de varer de køber fra lande rundt om i verden bliver produceret under ordentlige vilkår – at de ikke skader miljøet og at de mennesker, der arbejder i produktionen, har ordentlige arbejdsvilkår og en rimelig løn.   

I FN har landene lavet aftaler om Global Compact, som er retningslinjer og principper for etik og god skik. Global Compact skal være med til at sikre at handel er med til at skabe bedre forhold og udvikling i landene man handler med. Men aftalerne er frivillige, og der er ingen konsekvenser for de lande, der ikke overholder aftalerne.  

Andre certificeringsordninger forsøger på at afhjælpe den globale handels værste konsekvenser i det Globale Syd. Men de kan ikke ændre på, at den internationale handel er til størst fordel for det Globale Nord, og at den vækst der er i verdens velstand, også helt overvejende sker i det Globale Nord.  

Verdensbanken og IMF har gennem mange år forlangt at landene i det Globale Syd fjerne alle handelshindringer, ellers kan de ikke få de lån og kreditter, som fattige lande har brug for. Men de nationale ordninger er ikke blevet erstattet af en international regulering, som kan garantere arbejderes rettigheder og miljøet i de fattige lande. Det er disse mangler, de internationale certificeringsordninger forsøger at råde bod på.