Salaam Filmfestival i Kino Ro’s Torv
To store, helt fyldte biografer til filmen Jeg er Zlatan om den svenske fodboldstjerne. Én sal med elever på mellemtrinnet og én med elever i udskolingen. Forventningen er til at tage at føle på, glade børnestemmer og lærere der dirigerer de sidste elever på mellemtrinnet på plads. Så lukker Salaams oplægsholder Ayaz Shah op for mikrofonen: ’Hej, jeg hedder Ayaz, jeg kommer fra Salaam, Film og Dialog. Jeg vil gerne sige lidt, og jeg vil rigtig gerne høre, hvad I har at sige. Er der nogen her der ved, hvad Salaam betyder?’.
Svaret kommer prompte. En lille fin stemme fra tredje række forklarer, at det er en måde at hilse på hinanden. Et andet forslag fra salen er, at det måske har noget med salami at gøre? Det vækker latter, også hos Ayaz, som venligt hjælper forslagsstilleren på vej med at Salaam også betyder fred.
Ayaz præsenterer kort Salaams formål med at vise film fra hele verden og går videre til at introducere Jeg er Zlatan. Han fanger og inddrager børnenes opmærksomhed effektivt og præcist med sine direkte henvendelser til dem. Hans spørgsmål mødes med en skov af hænder. Han forbereder sit publikum på, at de efter filmen vil blive spurgt om, hvad filmens skift mellem Zlatan som barn og som voksen betyder for oplevelsen. Ayaz beder børnene lægge mærke til, hvordan Zlatans forældre er overfor ham, og om der er voksne som hjælper og støtter ham. ’Jeg spørger jer igen efter filmen’.
Filmen kan begynde, og de 150 skolebørn er helt optaget af Zlatan og hans svære vej til at blive en af verdens bedste fodboldspillere.
Under rulleteksterne sker et af de sjældne tilfælde. Hele salen klapper, selvom hverken filmskuespillere eller Zlatan kan høre det.
Ayaz lægger ud. ’Hvad synes I om filmen?’. Mange hænder i vejret. Flere børn synes det var en hård oplevelse men en rigtig god film. Filmens skift i Zlatans alder kan de ivrigste godt lide. Det gør filmen lettere at forstå. Ayaz trækker Zlatans rå hverdag som dreng frem som en mulig forklaring på hans temperament og hidsighed som voksen.
Hvordan påvirker forældrenes væremåde Zlatans liv som barn? fortsætter Ayaz. Der kommer svar fra flere, som har været opmærksomme på at Zlatans far drikker og at moderen ryger og har problemer. Ayaz trækker moderen som bosnier og faderen som kroat og krigen på Balkan ind som forklaring på, hvorfor familien har det svært.
Også gettobebyggelsen Rosengården som er Zlatans hjemsted kan være årsag og forklaring på hans opførsel som ung. Sidst spørger Ayaz til, om nogen har lagt mærke til voksne der har hjulpet og støttet ham? Det er der mange bud på, men især Zlatans træner i Malmö FF bliver nævnt som én der har været en særlig hjælp for ham.
Ayaz sender en fin tak og ros til alle for at være et godt og engageret publikum – som besvares med en stor klapsalve fra hele salen. I løbet af få sekunder er Ayaz omringet af fans i albuehøjde med flere spørgsmål eller lidt skuffelse over ikke at være blevet hørt.
Sidste bemærkning kommer fra en lærer: ’Man kan godt mærke, at I er vant til at omgås børn’.
// Jørgen Madsen, bestyrelsesmedlem hos Salaam Film & Dialog
BESTIL NYHEDSBREV
Vi sender ca. en gang per måned