Kultur til alle i Helsingør


I januar og februar er startskuddet gået til en række film og dialog arrangementer for familier i udsatte boligområder landet over. Vi har kaldt projektet ’Kultur til alle’. 

Sidste søndag var turen kommet til Helsingør, hvor den flotte, nyindrettede biograf MovieHouse var rammen om et arrangement med filmen ’Ernest og Celestine – rejsen til Vrøvlistan’ og oplæg med Salaams oplægsholder Sofie Vibeke Muasya. Den boligsociale helhedsplan i Boliggården gav popcorn og sodavand, og da alle have fået deres ’gufmenu’ gik vi ind i den store biografsal med luksus-liggestole og små cafe-borde med lamper.

Arrangementet startede med at Lise-Lotte Bjørkholt fra DaBUF’s bestyrelse fortale om biografklubbernes tilbud om filmvisninger til børn. Derefter gik Vibeke Muasya på og indledte filmen med en god fortælling om sin far, som stædigt forfulgte sin drøm om at blive pilot. Hun talte om, at man skal forfølge sine drømme, at det er vigtigt, at der er noget man har lyst til og at have gode venner, som kan hjælpe.  

Derefter så vi filmen om bjørnen Ernest og hans loyale veninde – musen Celestine, der rejser til Ernest hjemland Vrøvlistan for at få hans unikke violin repareret. Men i Vrøvlistan må man ikke spille musik eller stille spørgsmål ved reglerne, så Ernest og Celestine må kæmpe for retfærdigheden, glæden og musikken.

Der var stille i salen under filmen, som alle var meget optagede af. Efter filmen var der igen en kort snak med Vibeke. Da familierne skulle hjem kom mange hen for at sige, at de synes det var meget vigtige ting Vibeke havde talt om. Det var en dejlig eftermiddag, hvor nogle af familierne fortalte, at deres børn aldrig havde været i biografen før, og mange sagde, at de kommer igen næste gang. 

’Kultur til alle’ er et 2-årigt initiativ fra Salaam Filmfestival og DaBUF – Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, som er støttet af A.P. Møller Fonden og Augustinusfonden. Formålet er blandt andet at præsentere det lokale kulturliv for familierne, og vi mener at børnefilmklubberne og de lokale biografer er oplagte kulturelle ambassadører, med deres unikke tilgængelighed i hele landet.


FacebookTwitterRedditEmailPrintFriendly

Salaam Film & Dialog
Vermundsgade 38E, 2.sal
2100 København Ø
CVR: 28164297
Tlf: 32 118 188 / 32 118 288
info@salaam.dk

BESTIL NYHEDSBREV

Vi sender ca. en gang per måned