I 2019 vedtog et flertal af Folketingets partier det såkaldte paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik. Regeringen ønskede en strammere udlændingepolitik ud fra en antagelse om, at flygtninge ikke er mennesker, der flygter fra forfølgelse, men tværtimod at de har økonomiske motiver, for at søge til Danmark. Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre stemte som de eneste partier nej til aftalen. Nye borgerlige kom først i Folketinget senere samme år.

Nu skulle flygtninge ikke længere integreres, de skulle forsørge sig selv og hjemsendes så hurtigt som muligt. Hvilke konsekvenser har dette paradigmeskifte fået for det danske samfund og de flygtninge, der kommer hertil? Det undersøger en række forskere i bogen ’Paradigmeskiftets konsekvenser – Flygtninge, stat og civilsamfund’, som anbefales på det varmeste til alle, der interesserer sig for udlændingepolitik. Bogen er vigtig, fordi der er tale om forskning, der baserer sig på facts, og ikke om holdninger til, om Danmarks skal tage imod flere eller færre flygtninge.

Nogle af de første, der mærkede konsekvenserne af den nye udlændingepolitik, var de 453 syriske flygtninge, der fik inddraget deres opholdstilladelser i foråret 2021. Det skete fordi Danmark som det eneste land, bortset fra Ungarn, vurderede at sikkerhedssituationen i Damaskusområdet var blevet så god, at man kunne sende flygtninge tilbage. Sammen med tiltag som fx smykkeloven har udvisningerne til formål at signalere til potentielle asylsøgere, at det ikke er en god ide at søge mod Danmark. Statsminister Mette Frederiksen sagde i 2021, at den daværende S-regerings målsætning var, at der overhovedet ikke kom asylansøgere.

Konsekvenserne – at havne i limbo

For flygtninge i Danmark har konsekvensen af paradigmeskiftet været, at alle opholdstilladelser er midlertidige, dvs. at de gives for et eller to år ad gangen. Det er ikke som tidligere muligt at skabe en tilknytning til Danmark gennem frivilligt arbejde, sprogkundskaber, uddannelse og arbejde. Intet af det tæller, når opholdstilladelsen skal genvurderes.

At flygtningene i princippet kan deporteres når som helst betyder, at de lever i usikkerhed og ikke kan gøre ret meget, for at ændre deres situation. Det betyder også, at det bliver vanskeligt at planlægge en tilværelse her og skabe en god fremtid. Det er helt ned i detaljen – for kan det betale sig at købe en vaskemaskine, hvis man alligevel skal sendes ud? Det sætter også flygtningefamilier i et frygteligt dilemma, når én person i familien fx faren får ophold, og resten af familien ikke gør.

Paradigmeskiftet rammer også majoritetssamfundet, især de medarbejdere, som skal administrere de nye strammere regler. Mange medarbejdere føler sig ramt på deres personlige moral og faglige identitet, når de skal administrere nogle regler, som de grundlæggende opfatter som noget der modarbejder det, de mener er det rigtige. Man kan ikke skabe tryghed for et børnehavebarn, hvis familien er bange for udvisning.

I bogens indledning citeres tidligere udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye, som i Berlinske i 2022 sammenlignede sin ministerpost med ringen i ’Ringenes herre’: ’Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger de dig menneskeligt’, sagde han. Matthias Tesfaye var udlændinge- og integrationsminister i tre år. Gad vide, hvordan medarbejdere i hans ansvarsområder har det efter mange års arbejde?

Paradigmeskiftet rammer også arbejdsmarkedet, hvor det er et paradoks, at man ønsker at flygtninge fx skal uddanne sig til at arbejde i ældreplejen, fordi der mangler arbejdskraft, men samtidig med at de uddanner sig, har de udvisningstruslen hængende over hovedet.

Ovenstående er kun nogle få eksempler fra bogen, som viser at politikernes konstante ønske om en strammere udlændingepolitik fører til absurditeter, hvor man på den ene side forventer at flygtninge og andre immigranter integrerer sig, uddanner sig og finder en plads på arbejdsmarkedet og i samfundet. På den anden side lader man dem hele tiden vide, at de ikke er velkomne og skal sendes retur til deres oprindelseslande så hurtigt som muligt.

//Lisbeth Lyngse, Leder af Salaam Film & Dialog