Home Sweet Home
I Home Sweet Home møder vi Salimah, der er opvokset i Malaysia. Nu er hun 10 år og skal flytte til det ukendte land Danmark, hvor hendes storesøster og far bor. Salimah skal lære et nyt sprog, en ny kultur og sin nye identitet som dansker at kende. Vi følger hende fra Malaysia og i den første svære tid i Danmark, hvor hun ikke bare skal finde sig til rette, men også står overfor de udfordringer, der følger med, når man bevæger sig ind i teenageårene.
Flugt
Flugt skildre Amin, der er 36 år, veluddannet og succesfuld i sit job. Men da hans kæreste Kasper frier til ham, gribes han af angst for at give sig hen. Hvis Amin skal turde leve sit liv fuldt ud, må han tage et opgør med den hemmelighed, han har båret på i mere end 20 år. Opgøret med fortiden sender Amins tanker tilbage til en lykkelig barndom i 80’ernes Kabul i Afghanistan, men også til den nådesløse borgerkrig, der splitter hans familie til atomer. En krig der sender 11-årige Amin på en farefuld flugt, som først slutter fem år senere, da han ankommer helt alene til Danmark.
Et hjem i verden
Filmen ‘Et hjem i verden’ skildrer fem asylbørns dagligdag på Røde Kors asylskolen i Lynge og deres liv efter ankomsten til Danmark. På asylskolen er der på ét år 80% udskiftning i en klasse. Over et år følger filmen børnene i det konstant omskiftelige miljø, hvor det kan være svært at knytte tætte relationer, og hvor tonen blandt børnene kan være hård, når de hver især kæmper med personlige tragedier og traumatiske historier.
Binti
12-årige youtuber Binti bor illegalt i Belgien med sin far Jovial, som oprindeligt er fra Congo. Politiet er efter dem, og det virker håbløst, indtil Binti møder Elias, en genert dreng, som kæmper en ensom og sej kamp for at redde de uddøende okapier. De to bliver gode venner, og Binti lover at hjælpe Elias med at sprede ordet på YouTube. Hendes egen hemmelige plan er imidlertid at få sin far til at forelske sig i Elias’ mor. For hvis de to bliver gift, kan Binti og Jovial få lov at blive i Belgien.
Asylbarn
Asylbarn består af to korte animationsfilm, som omhandler asylbørns hverdag på asylcentre i Danmark. ‘Asylbarn – Jamila, Gid jeg kunne flyve’. Jamila bor på et asylcenter. Hun har haft mange venner, men de fleste er kun på centret i kort tid. Cecilie er hendes bedste veninde, men Cecilie og hendes familie har fået afslag på asyl og skal forlade centret. ‘Asylbarn – Solén, Jeg altid husker far’. Solén er ti år og bor med sin mor og to storesøstre på et asylcenter. Soléns far sidder fængslet i Syrien. Solén drømmer om en dag at flytte ud fra centeret og rejse til Syrien og hente sin far ud af fængslet.