Indien – Covid-19 og social sårbarhed

Verdenssundhedsorganisationen, WHO erklærede d. 30. januar 2020 COVID-19-udbruddet for en international sundhedskrise. Indien er et land med en stor befolkning, der i 2021 målte en population på 1,408 milliard og er dermed et land, der var i særlig i risiko for at sprede sygdommen hurtigt.

I begyndelsen af 2020 blev det betragtet som et mirakel, at Indien kunne holde virussen inden for landets grænser og holde COVID-19-infektions- og dødelighedsraten lav i forhold til befolkningens størrelse.

Miraklet sluttede imidlertid, da den “anden bølge” ramte Indien i april 2021. Den 1. maj 2021 blev Indien det første land i verden, der registrerede mere end 400 000 coronavirusinfektioner på en enkelt dag. Denne store stigning i antallet af COVID-19-tilfælde begyndte den 28. april 2021, da Indien registrerede 379 459 nye COVID-19-tilfælde og 3 647 dødsfald. Hvilket gjorde Indien til det næsthøjeste antal COVID-19-tilfælde i verden (over 20 millioner) med over 25 % af de globale dødsfald som følge af COVID.

Ministeriet for sundhed og familie affære begyndte herefter at foreslå forskellige forslag, såsom social afstand på 1 meter for at undgå og formindske smitte af sygdommen. Denne udvikling førte til at Indien d. 24. marts lukkede ned i 21 dage, der blev yderligere forlænget til d. 17. maj og derefter d. 31. maj.

For at skabe mere effektiv social afstand genoplivede Indien også en 123 år gammel lovgivning (Epidemic Disease Act 1897), der giver staten lov til at undersøgefolk, der rejser med tog, skibe (fly var ikke en mulighed, da denne lov blev lavet) og indkvarterede smittede midlertidig for at kunne forebygge spredningen af farlige pandemiske sygdomme. I sammenligning med andre lande som Nordkorea, hvor militæret blev brugt til at håndhæve karantænen, er denne lovgivning dog meget normal.

Covid-19 som en katalysator for Indiens sociale sårbarhed

At skabe social afstand i Indien er ikke nogen let opgave og både Indiens byområder og landområder, er blevet påvirket under covid-19. En stor del af befolkningen lever i små og aflukket områder – også kaldt slumkvarterer. I Mumbai der er Indiens handelscenter, er netop kendt for sine enorme mængder af slumkvarterer. Her er der 9 millioner mennesker bor meget tæt – disse forhold gjorde det svært at holde den afstand til hinanden, som regeringen forventede. Det har man også kunne se på smittetallene.

Nedlukningen den 24. marts var særligt slem for de 50 millioner af personer som var flyttet fra landet ind til byen for at finde arbejde, der levede under dårlige levevilkår i slumkvartererne. De var nu placeret i en usikker fremtid uden familie, mad og arbejde. De blev pludselig sendt ud af byen, måske uden at have at hjem at tage tilbage til. Dette spredte smitten og skabte en stor sårbarhed.
Indien er i forvejen et land med en af de højeste tal af fattige, arbejdsløse og hungersnød, hvilket kun blev værre under covid-19. Mange mennesker mistede deres liv, krematorierne blev overbelastet og hospitalssystemet var så overvældet, at der ikke engang var nok sengepladser til lægepersonalet, hvis de blev syge. Dette gjorde også, at der kom et ekstra lag af depression og angst, da mange frygtede for deres egen familie og venners, hvis de nu blev smittet af Covid-19.