Tanzania – bønner i stedet for vacciner

30. januar 2020 erklærede Verdenssundhedsorganisationen, WHO, COVID-19-udbruddet for en international sundhedskrise, men et år senere havde myndighederne i Tanzania ikke reageret på krisen med nedlukninger eller anbefalinger til befolkningen om at bære maske eller holde afstand. Landet ophørte med at registrere antallet af smittede i maj 2020, hvor de havde registreret 509 smittede i en befolkning på ca. 58 mio.

Lokal kunstner i Tanzania udfører vægmaleri til at skabe opmærksomhed om Corona. Foto: Rasheed, Wikipedia

I juni 2020 hævdede præsident John Magufuli, at tre dages bøn havde helbredt landet for virussen. Derfor blev der ikke ført nogen statistik over smittede og døde, der blev ikke testet og præsidenten John Magufuli påstod, at bønner og urter var mere virksomme end ’farlige’ udenlandske vacciner.

27. januar 2021 holdt Magufuli en tale, hvor han sagde at: “Hvis den hvide mand var i stand til at udvikle vacciner, ville vi have vacciner mod AIDS, tuberkulose ville være fortid, vacciner mod malaria og kræft ville være opfundet.”

I februar 2021 kunne den britiske avis The Guardian fortælle om overfyldte hospitaler, hvor de syge døde uden behandling og om sundhedsarbejdere, der ikke turde nævne sygdommen ved navn men skulle kalde det lungebetændelse. Aviserne turde heller ikke skrive om COVID-19, så der blev i stedet rapporteret om vejrtrækningsbesvær og lungesygdomme.

President John Magufuli, 2015-2021. Wikipedia

Mens Sydafrika, der har nogenlunde samme befolkningstal havde registreret 50.000 dødsfald i forbindelse med COVID-19, sagde en regeringstalsmand i Tanzania, at man havde sygdommen under kontrol, og de, der blev smittet, fik sygdommen fra smittebærere, der rejste ind fra udlandet. En anden regeringstalsmand sagde efter et besøg på et hospital i hovedstaden Dar es Salaam, at der ikke var nogen patienter med COVID-19, der var i stedet en masse rygter som kunne resultere i unødig panik.

Situationen fik WHOs generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus til i en udtalelse 20. februar 2021 at sige, at situation i Tanzania var meget bekymrende. ”Jeg fornyer min opfordring til Tanzania om at begynde at rapportere COVID-19-tilfælde og dele data,” udtalte han. ”Jeg opfordrer også Tanzania til at implementere de folkesundheds-foranstaltninger, som vi ved medvirker til at bryde smittekæderne og forberede landet til vaccination.”

Magufuli bliver syg og dør

Det fik tilsyneladende præsident Magufuli til at se lidt mere alvorligt på tingene, for dagen efter opfordrede han tanzanianerne til at tage forholdsregler mod spredningen af coronavirus. Sundhedsministeriet sagde i en erklæring, at befolkningen skulle vaske hænder, spise sundt, motionere, beskytte ældre og bære ansigtsmasker.

En måned senere døde den 61-årige præsident Magufuli efter to ugers sygdom. Officielt af hjerteproblemer, men oppositionen er ikke i tvivl om, at det er af COVID-19.

Regeringsembedsmænd havde insisteret på, at Magufuli arbejdede normalt, og at borgerne skulle ignorere “hadefulde” rygter fra udlandet. Politiet anholdt personer, der blev anklaget for at sprede falske oplysninger om politiske lederes helbred. Men flere af Magufulis medarbejdere havde også fået Covid-19 og der blev rapporteret om dødsfald blandt højtstående embedsmænd. I den mere komiske afdeling hostede og gispede en minister efter luft under en pressekonference, der blev holdt for at bevise at han var ved godt helbred.

Den nye præsident

Samia Suluhu Hassan, foto: Wikipedia

Efter Magufulis død blev vicepræsident Samia Suluhu Hassan udnævnt til Tanzanias første kvindelige præsident. Suluhus regering vedtog – uden at tage afstand fra Magufuli – politikker for at afbøde COVID-19-pandemien i Tanzania, og hun gjorde en indsats for politisk forsoning med oppositionspartierne. Hendes datter Wanu Hafidh Ameir er medlem af den selvstyrende ø Zanzibars Repræsentanternes Hus. Den 28. juli 2021 startede en COVID-19-vaccinationskampagne i Tanzania under hendes ledelse, og hun fik selv den første dosis af vaccinen og opfordrede alle tanzanianere til at lade sig vaccinere.

Men officielt holder man fast i, at Magufuli ikke gjorde nogen fejl i pandemiens start. I en artikel i det engelske medicinske tidsskrift The Lancet i april 2021, skrev en række tanzanianske læger, herunder en ansat i Sundhedsministeriet, som svar på en tidligere artikel, der kritiserede Tanzanias holdning til vacciner:

”Den lokale kontekst blev ikke tilstrækkeligt overvejet for fuldt ud at forstå landets holdning til COVID-19-pandemien og brugen af COVID-19-vacciner. Vi fastholder, at den afdøde præsident John Magufuli forstod alvoren af COVID-19-pandemien, som kræver en fælles og koordineret global indsats.

I de første måneder af pandemien, mellem februar og april 2020, implementerede Tanzanias regering hurtigt forskellige WHO-anbefalede foranstaltninger, og fra den 27. februar 2021 har Sundhedsministeriet udstedt 15 retningslinjer. Regeringen besluttede ikke at gennemføre en lockdown, fordi det ville have begrænset offentlig adgang til sundhedsydelser, især for patienter med kroniske lidelser som tuberkulose og HIV-infektion, som i et land som Tanzania med store forekomster af smitsomme og ikke-smitsomme sygdomme ville have alvorlige konsekvenser. Lockdown kunne også have forhindret borgere i at arbejde, påvirket husholdningernes evne til at få råd til mad eller sundhedspleje, og skubbe flere mennesker ud i fattigdom.”

De fastholdt, at det var rimeligt at bruge traditionelle urter til at styrke immunsystemet, og at den tidligere præsident Magufuli alene ønskede, at vacciner var klinisk testede før de blev taget i brug.

De officielt rapporterede antal Corona-relaterede dødsfald i Tanzania er 846 ud af 42.846 smittetilfælde i en befolkning på ca. 58 mio. I Danmark er de tilsvarende tal 8.285 dødsfald ud af 3.175.655 smittetilfælde i en befolkning på ca. 5,9 mio.

Salaam Film & Dialog
Vermundsgade 38E, 2.sal
2100 København Ø
CVR: 28164297
Tlf: 32 118 188 / 32 118 288
info@salaam.dk

BESTIL NYHEDSBREV

Vi sender ca. en gang per måned