Mr. Freeman: en oplevelse i biografen, der ændrede mit perspektiv

Den 30. januar var jeg inde og se filmen Mr. Freeman i Nordisk Film Biograf i Lyngby sammen med en masse veloplagte skoleklasser. Filmen handler om Simone, en speciel ung kvinde, der elsker computerspil og bruger størstedelen af sin fritid på at spille online med sine venner. Filmen udforsker temaerne ensomhed, coming-of-age, familie, kærlighed, fordomme og racisme.


Visningen blev indledt af oplægsholderen Jennifer Maria Matos Tonndorff, som startede med at introducere sig selv, hendes arbejde med mangfoldighed og filmens handling for de fremmødte elever og lærere. Hun nævnte blandt andet, hvordan filmen handler om kontraster, især hvad angår de gode og rare følelser, og hvordan vi som mennesker kan komme fra forskellige vilkår i livet.

Oplægsholder: Jennifer Maria Matos Tonndorff


Jeg er født i Afrika, men har tilbragt størstedelen af mit liv i Danmark. Da jeg gik ind for at se Mr. Freeman, havde jeg ikke de store forventninger til filmen. Men da vi blev introduceret for Mr. Freeman, kunne jeg ikke lade være med at tænke: “Han kommer til at snyde hende (Simone)”. På trods af hans charmerende og imødekommende karakter kunne jeg stadig ikke ryste den tanke af mig. Denne fordom stammede fra de mange historier, jeg har hørt og været vidne til, om afrikanske mænd, der kommer til Danmark og gifter sig med danske kvinder for at opnå opholdstilladelse.


Hvad filmen fremhæver, er den pointe, som Jennifer også understregede – at vi mennesker kommer fra forskellige vilkår. Vores miljø og forhold kan nogle gange tvinge os til at handle på måder, der ikke nødvendigvis afspejler, hvem vi er som mennesker. Jeg dømte Freeman på grund af mine fordomme, uden at give ham en chance, men senere forstod jeg, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Dette ændrede mit perspektiv og mindede mig om det klassiske ordsprog:

“Man skal ikke skue hunden på hårene.”


Filmen mindede mig om, hvor vigtig en film som Mr. Freeman kan være for unge mennesker at se. Jeg spurgte Jennifer, hvorfor hun mente, at en film som denne er vigtig, og hun fremhævede, at den rummer vigtige tematikker, som langsomt udfoldes gennem filmen. Karaktererne er langt fra glamourøse, og filmen giver en utrolig fin skildring af hverdags- og familielivet for en ung teenagepige i Danmark. Netop derfor fungerer filmen som en god indgangsvinkel til at tale om, hvordan der i alle menneskers liv er ting, der fylder.


Jennifer sagde mange indsigtsfulde og vigtige ting under hendes oplæg for skolerne i biografen. Nedenstående citat er en god opsummering af Simone og Freemans forhold, men også af filmen og dens budskab. Desuden er dette citat prikken over i’et og en fremragende måde at afslutte dette indlæg på:

“De har hver deres problem, som de hver især må løse, men de mødte hinanden, for måske at blive opmærksomme på, at verden også godt kan være et godt sted.” – Jennifer Maria Matos Tonndorff

Britney Ngande// praktikant Salaam Filmfestival

FacebookTwitterRedditEmailPrintFriendly

Salaam Film & Dialog
Vermundsgade 38E, 2.sal
2100 København Ø
CVR: 28164297
Tlf: 32 118 188 / 32 118 288
info@salaam.dk

BESTIL NYHEDSBREV

Vi sender ca. en gang per måned