Film, magi og musik til vores jubilæumsfest
Den 29. august markerede Salaam film og dialogs 20-års jubilæum. Det blev fejret i Empire bio på Nørrebro sammen med åbningen af Salaams Filmfestival.
På én af de varmeste dage i august måned i år, havde familie og venner af Salaam, samt samarbejdspartnere trodset varmen og fundet vejen til Empire Bio til en festlig og hyggelig eftermiddag og aften.
I foyeren blev gæsterne mødt af de to praktikanter, Nadia og Simone, der smilende bød velkommen med en mulepose, en lille pose slik og en henvisning til sal 2, hvor de første festligheder fandt sted.
Inde i salen bredte smalltalken sig og i takt med at gæsterne fandt deres pladser og salen blev fyldt, steg stemningen og spændingen.
Efter en varm velkomst og en stor tak fra Salaams leder, Lisbeth Lyngse, samt nogle små oplæg om, hvilke projekter og temaer skoleåret 24/25 byder på hos Salaam skole og Salaam filmfestival, blev det tid til årets åbningsfilm.
I år blev dokumentarfilmen Forvandlingen vist og instruktør Julie Bezerra Madsen var selv til stede til at præsentere filmen. En film der fint skildrer , hvilke spørgsmål der kan opstå når man som ungt menneske prøver at finde sin vej og identitet i rejsen fra barn til teenager. Filmen kan også ses som miniserie på DR, under navnet ’Min vilde forvandling’.
Efter filmen bød programmet bl.a. på fødselsdagstale, et trylleshow fra Salaams gamle praktikant Nicolaj, der efterlod salen helt mundlamme, samt en oplæsning af Salaams egen oplægsholder Ayaz Shah, fra hans debutroman ’La Victoria’.
Dernæst blev det tid til endnu et af dagens højdepunkter, da Salaam prisen 2024 skulle uddeles. I år gik prisen til Deodato Siquir, der har været med hos Salaam siden starten og som, med sit altid smittende humør og charme, bl.a. efterlader workshoppen ’Mere musik i hverdagen’ med lange ventelister år efter år. Læs mere om motivationen for valget af Deodato som modtager af Salaam prisen her.
Efterfølgende gav en rørt Deodato en lille koncert, der virkelig understregede, hvorfor lige netop han var valgt som vinderen af Salaam prisen i år. Deodato satte gang i rytmerne og fik gæsterne op af stolene. Det var den perfekte måde at afrunde programmet i salen og dermed sende gæsterne videre ud til den efterfølgende reception i loungen.
Resten af aftenen gik med snak, latter og gode historier blandt gæsterne, der med øl, vin og vand i glassene, havde fundet deres vej ud på bænkene foran biografen, for at nyde den sidste aftensol på Nørrebro.
En skøn aften, der med manér sendte Salaam film og dialog på en rejse ud i de næste 20 år.
BESTIL NYHEDSBREV
Vi sender ca. en gang per måned