Arendse Illum og Nicolai Børninck er frivillige på dette års Salaam Filmfestival i Cinemateket og skriver her et lille blogindlæg om deres oplevelser på festivalen.

”Salaam! Hej og velkommen til”, de ord har vi efterhånden hørt mange gange i biografsalenes mørke de sidste par uger, når de forskellige oplægsholdere har hilst børn og unge i alle aldre, velkommen til Salaam Filmfestival 2022, i Cinemateket.

Gennem de sidste par uger har vi virkelig set, hvad filmmediet kan, som afsæt for dialog og samtale for børn og unge, om kulturel inklusion, mellemmenneskelig ansvarlighed, flerkulturelhed, og global indsigt. En dialog hvor de subjektive oplevelser hæves op til større samtaler, mellem oplægsholder og publikum. For hvor tekst siger tingene direkte, kan filmmediet noget særligt, i sin måde at fortælle på – det kan slippe afsted med at snakke om ting, på en måde, som åbner et helt særligt rum for samtale bagefter.

Det oplevede vi allerede ved festivalens start, da Julie Hindkær skulle give sit oplæg til Salaams kortfilmspakke. Her bad hun de fremmødte skoleklasser tænke over om farvevalgene i animationsfilmen ”Kiki” havde en betydning for filmens budskab?  Det ledte til en større samtale om, hvordan man kan have venner, der er meget forskellige fra én selv, og ikke mindst spørgsmålet om, hvad en god ven egentlig er? Et spørgsmål som voksne nogle gange glemmer at spørge sig selv om, og som vi opdagede at børn kan have meget umiddelbare og dybe svar på.

De vigtige samtaler fortsatte i løbet af festivalen med afsæt i de forskellige film, hver især med oplægsholdernes særlige engagement. Som en historielærer sagde efter visningen af ”Flugten over grænsen” med oplæg af Tarek Kelani, så gav den  personlige vidneberetning – om end fra en anden krig, en anden tid – en helt særlig indgangsvinkel til at forstå de historiske begivenheder børnene lærer om i skolen, som andet end bare fakta, men som noget der også berører individer, levende mennesker. Det havde gjort et meget stort indtryk.

Det største indtryk på festivalen for os som frivillige, var nok da den pakistansk-danske instruktør Anita Hopland kom besøg, for at holde oplæg om sin film ”Moosa Lane”. Det viste sig nemlig at skoleklassen var fra en pakistansk-dansk friskole, hvorfor filmen satte gang i en større samtale om b.la. identitet, som var så spændende, at den fortsatte i 45 minutter efter filmen.

Ovenstående er blot et af mange store oplevelser vi har gjort os under hvad der har været en virkelig sjov, fantastisk og inspirerende festival at være en del af. Fra opsætning om morgenen, til at hilse på Cinematekets medarbejdere, drikke kaffe med oplægsholderne og byde skoleklasserne velkomne til oprydning og rengøring med Cinematekets Ghostbusters-agtige støvsugere; det har alt sammen være enormt hyggeligt, og ikke mindst en unik chance for at se film, opleve den gode stemning og se den virkning filmene og oplægsholdernes fortælling har for børn og unge.

Så nu er der vist bare at sige: ”Vi glæder os til næste år!”